Firstfarms - Kvæg - Cattle

Mælkeproduktion

Pr. april 2009 omfatter mælkeproduktionen i Slovakiet ca. 4.300 kreaturer, heraf 2.100 malkekøer. Ved udgangen af 2009 forventes besætningen udvidet til ca. 3.400 malkekøer.

Forudsætningerne for en forbedret mælkeydelse omfatter en række forskellige elementer og tiltag fra FirstFarms' side. Siden overtagelsen af landbrugsselskaberne i Slovakiet er der i særlig grad fokuseret på såvel fodersammensætning som kvaliteten af foderet til besætningen.

Ydelsesfremgangen skyldes betydelige investeringer i såvel den animalske som den vegetabilske produktion, rationaliseringer, uddannelse af lokale medarbejdere samt ændring i fodersammensætning. Den animalske produktion er derfor i dag næsten på niveau med de bedste danske mælkeproducenter.

For at udvide og effektivisere mælkeproduktionen i Slovakiet, igangsatte FirstFarms i 2007 et nybyggeri til 2.700 malkekøer med tilhørende ny malkestald, nyt byggeri til foderopbevaring og investeringer i forskellige miljøforanstaltninger med henblik på at opfylde nationale og EU-miljøkrav og forbedret dyrevelfærd. Den samlede investering udgør ca. 120 mio. kr., hvoraf de 85 mio. kr. er investeringer i byggeri af tre moderne åbne stålhaller med gardinsider, nyt staldinventar, sengebåse og et malkecenter med malkekarruseller med plads til 2 x 40 køer samt et separat malkecenter for kælvekøer. Der foretages betydelige investeringer i miljøtiltag med kapacitet til gylleopbevaring i 6 måneder samt indkøb af dyr til de nye stalde, ligesom der investeres i en maskinpark til produktion af grovfoder.

Byggeriet afspejler de betydelige stordriftsfordele, der er mulige at opnå i landbrugsproduktionen indenfor rammerne af landbrugslovgivningen i Slovakiet. Ved vurdering af rentabiliteten i udvidelsen af mælkeproduktionen er det væsentligt, at den nationale mælkekvote i Slovakiet ikke er udfyldt. Forventningen er således, at der er gode muligheder for opkøb af mælkekvote og besætninger.

Udover at investere i materiel og dyr, indgår det som et væsentligt element at løfte vidensniveauet hos de lokale medarbejdere gennem træning og uddannelse, for at sikre dyrenes velfærd og dermed også sikre ydelsesfremgang i mælkeproduktionen. I bestræbelserne på at forbedre kommunikationen og smidiggøre det daglige samarbejde mellem lokale medarbejdere og danske ledere i Slovakiet, modtager den danske ledelse løbende uddannelse i det slovakiske sprog, mens lokale medarbejdere får tilbudt engelskundervisning. FirstFarms er også formidler af uddannelse og træning af lokale dyrlæger, klovbeskærere m.m. for at sikre dyrenes velfærd og medarbejdernes fokus på dette i det daglige arbejde, så dyrene har det godt og dermed kan yde mere. Med henblik på at sikre driftsledelsens adgang til ekstern rådgivning og mulighed for kontinuerlig opdatering af faglig viden på det højeste niveau er der etableret samarbejde med såvel danske som udenlandske rådgivningstjenester og private konsulentfirmaer. Disse aftaler sikrer, at det faglige grundlag for mælkeproduktionen altid er på et meget højt niveau. Samtidig har selskabet et tæt samarbejde med andre slovakiske mælkeproducenter.

Mælken fra Agra M. og Mast Stupava afsættes til mejeriselskabet RAJO, som er datterselskab til det tyske mejeriselskab Meggle. Det er ledelsens vurdering, at FirstFarms' evne til at levere store og stabile mængder mælk i en høj ensartet kvalitet gør det interessant for en række internationale mejeriselskaber at aftage produktionen og således også stiller selskabet i en god forhandlingsposition ved forhandling af kontraktvilkår med aftagere af mælken. En lang række store europæiske mejeriselskaber er til stede indenfor leveringsafstand af FirstFarms, hvorfor forskellige muligheder med hensyn til afsætning af mælk løbende vurderes af selskabet.

↑ Til toppen · Print Print · Tip en ven
Kursgraf for FirstFarms A/S
Seneste selskabsmeddelelser

03-09-2010
Indberetning af insideres handel
Indberetning af insideres handel med FirstFarms A/S' aktier

25-08-2010
Q2_2010
Halvårsmeddelelse for 1. januar - 30. juni 2010 for FirstFarms A/S